Ny bog om mordet i Højbjerg

 

En forstadsfrue bliver skudt ned og dræbt i sit hjem ved højlys dag i et bedsteborger-kvarter i 1960`ernes Århus. Gerningsmandens handling virker som en henrettelse, men hvad var motivet? Hvem var denne kvinde der havde påkaldt sig så voldsomme følelser at det endte med mord? Det spørgsmål har flere generationer af kriminalefterforskere stillet.

Hendes tilværelse blev endevendt efter hendes død, i et forsøg på at finde årsagen til mordet, men uden at det førte til opklaring.Var der en hemmelighed et sted? Fortalte vidnerne hvad de vidste? 40 år efter efterforskes mordet forsat for det er stadigvæk en gåde hvorfor Marie Lock-Hansen blev myrdet og af hvem. Højbjerg-mordet, som dagspressen har kaldt sagen, er et af de største mysterier i den danske kriminalhistorie. Efter ca. 100.000 efterforskningstimer og ca. 20.000 afhørte personer er Østjyllands Politi ikke kommet nærmere sagens opklaring end den dag hvor mordet blev
begået.

Nogle af de personer der har været tættest på hændelserne bliver her for første gang interviewet om hvilke forestillinger de har gjort sig om mordets baggrund og deres egen rolle i sagen. 

I 2006 udsendte Clemens Forlag bogen "Den usandsynlige morder", der i dokumentarisk krønikeform fortalte historien om mordet og politiets efterforskning af sagen. Siden har sagen skabt megen debat i massemedierne og senest har den afstedkommet en række interessante og prisvindende dokumentarprogrammer i TV2-Østjylland. 

I 2007 udsendte Clemens Forlag en ny bog, skrevet af Lars Rørbæk, med titlen Højbjerg-mordet - Interviews og betragtninger. Bogen indeholder interviews med forhenværende kriminalkommissær Preben Nibe, som har efterforsket mordet i over 40 år - Lissi Christensen, det ene af de to vidner der befandt sig på gerningsstedet samt Marie Lock-Hansens familie, som for første gang træder frem og fortæller om sagen. I det afsluttende kapitel interviewes bogens forfatter, Lars Rørbæk, som fortæller om sin research til bøgerne om Højbjerg-mordet.

ISBN 978-87-990945-1-6

Den usandsynlige morder

Den usandsynlige morder er en dokumentarisk beretning om det uopklarede mord på Marie Lock-Hansen i Højbjerg ved Århus i 1967. Det er en historie om en fattig landsbypige der havner på de bonede gulve i provinsens højere borgerskab, og som 43-årig bliver myrdet uden nogen åbenlys grund. 

Bogen belyser politiets efterforskning af mordet samt dagspressens dækning af sagen. Endvidere rummer bogen interviews med flere af sagens hovedpersoner og indeholder et væld af hidtil ikke offentliggjorte fotos fra sagens akter. Desuden medvirker en række fagpersoner indenfor psykologi-, kriminologi- samt historieområdet (bla. Bent Jensen, Henrik Høgh-Olesen, Preben Nibe, Bjørn Pauli og Poul Blak).

Bogens forfattere har haft aktindsigt i politiets arbejde med sagen og har derfor for første gang kunnet give offentligheden et dokumenteret indblik i politiets efterforskning af mordet. Denne indsigt har medført en kritik af dele af politiets efterforskning af sagen, hvilket rejser spørgsmålet: "Bør denne sag genoptages til efterforskning".  

Om sagen og bogen

Der har været mange uopklarede drabssager i Danmark både før og efter "Højbjerg-mordet", men sjældent har historien og mysteriet levet så længe i erindringen, som det er tilfældet med denne sag. Hvorfor blev denne kvinde myrdet? Hvad var baggrunden for mordet? Hvem stod bag? Teorierne har været utallige. Politiets arbejde med sagen har afstedkommet danmarkshistoriens største mordefterforskning nogensinde med ca. 20.000 afhørte personer. Historien bag mordet og politiets efterforskning af sagen er som taget ud af den klassiske kriminalroman.

"Den usandsynlige morder" kan købes hos boghandlere i hele Danmark.

Ligesom med andre mordgåder i det 20. århundrede, f.eks. mordet på John F. Kennedy, Olof Palme eller familien Jacobsen på Peter Bangsvej, er der vokset flere konspirationsteorier frem omkring Højbjerg-mordet. Højbjerg-mordet adskiller sig dog på væsentlige punkter fra de ovenfor nævnte mordgåder, idet det ikke har været muligt at finde et motiv til drabet. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er spor eller retningslinjer i sagen. Alligevel ville både Hercule Poirot, Miss Marple og Sherlock Holmes formodentlig have betakket sig denne detektivopgave, idet sagen tilsyneladende er blottet for kriminologisk logik. Der er simpelthen ingen sikre veje at gå i forståelsen af denne sag. Hver gang det har været forsøgt at perspektivere en bestemt teori om mordet, udvikler den sig straks til en underskov af problemstillinger. Der er noget uvirkeligt over hele sceneriet i sagen, og noget usandsynligt over hele historien. Det er derfor ikke uden grund, at sagen er blevet omtalt som det 20. århundredes største danske mordgåde.

Den usandsynlige morder er skrevet af Lars Rørbæk og Jørgen Skovsted.

Bogen er udgivet af Clemens Forlag.

Nedenfor kan du læse mere om sagen.

Mordet på Marie Lock Hansen fandt sted i et eksklusivt villakvarter på adressen Hestehavevej 2B i Århusforstaden Højbjerg. Forud for mordet havde Marie Lock-Hansen spist morgenmad med sin mand Oscar Lock-Hansen, før han skulle møde på sin arbejdsplads på Århus Teknikum. Kl. 9.00 var husets rengøringshjælp Irma Rasmussen kommet, og ca. en time senere mødte Lissi Christensen, som hjalp Marie Lock-Hansen i hendes duplikeringsbureau i husets kælder. Ca. 10. 45 havde Marie Lock-Hansen lavet formiddagskaffe til de tre kvinder. Lissi Christensen fik bragt sin kaffe ned i kælderen, mens Irma Rasmussen og Marie Lock-Hansen satte sig i stuen. De havde kun siddet over kaffen i ganske kort tid, da det ringede på døren.

Irma Rasmussen nåede at rejse sig halvt fra stolen for at gå ud og lukke op, men Marie afbrød hende: "Det er jo nok alligevel en, der vil tale med mig", sagde hun, hvorpå hun rejste sig og gik ud i hallen til vindfanget ved hoveddøren for at lukke op, måske i den tro, at det var teknikeren fra duplikationsmaskinefirmaet.
Men det var det tilsyneladende ikke. Irma Rasmussen kunne høre fra sin plads i stuen, at Marie Lock-Hansen sagde til manden i døren, at de havde travlt.
Han lod sig imidlertid ikke afvise. Irma Rasmussen kunne ikke høre hvad der blev sagt, og alligevel synes hun efterfølgende at have hørt ham bruge ordet "artikler". Hun sluttede derfor, at det nok var en repræsentant af en slags, der kom for at sælge artikler.
Hun kunne høre, at der blev parlamenteret ved døren, og efter lidt diskussion frem og tilbage sagde Marie Lock-Hansen: "Hvis De kan fatte dem i korthed, må De komme indenfor".
Irma Rasmussen kunne se Marie Lock-Hansen krydse hallen med en mand i en blå frakke. På vej gennem hallen skubbede hun med det ene ben til støvsugeren, som under rengøringen var efterladt midt på gulvet, så manden frit kunne passere.

 

Kontoret hvor mordet blev begået.

Hall'en hvor Irma Rasmussen blev skudt.

Oversigtskort over Hestehavevejs-kvarteret fra Aarhus Stiftstidende.

Hun åbnede døren til det lille kontor, der lå på den anden side af hallen, og sagde til manden: "Værsgo' at komme indenfor". Døren til kontoret blev lukket.
Umiddelbart efter hørte Irma Rasmussen Marie Lock-Hansen højt og overrumplet udbryde: "Åh nej", hvorefter manden sagde: "Ta' det bare roligt, der sker ikke noget".
Sekunder efter hørte hun Marie Lock-Hansen skrige højt og angstfyldt.
Samtidig blev der affyret tre pistolskud i hurtig rækkefølge, men Irma Rasmussen var for befippet til rigtigt at registrere dem. Pr. instinkt rejste hun sig fra sin plads i stuen og styrtede ud mod hallen på vej mod kontoret. Men hun var ikke nået helt derud, da døren til kontoret åbnedes, og manden kom til syne.
Irma Rasmussen standsede og manden, som nu stod i døråbningen, stirrede på hende.
Han var en velklædt herre i en lang mørkeblå cottoncoat-lignende frakke, dobbeltradet og med bælte. Han bar en blød mørkeblå filthat med nedadbøjet skygge foran.
Irma Rasmussen syntes, at han lignede en typisk repræsentant. Hun vurderede ham til at være et sted mellem 35 og 40 år, måske nogle få år ældre.
De stod nu i hallen med et par meters afstand imellem dem. Manden lavede en bevægelse med den ene hånd fra hoftehøjde og rettede pistolen mod hende. Irma Rasmussen nåede at tænke: "Nu er det sket, nu dræber han mig".
Hun stod som forstenet og iagttog pistolen, som var rettet mod hendes hoved. Manden var tilsyneladende rolig på trods af, at der bag den dør han stod foran, lå en nedskudt kvinde.
Skuddene havde ramt Marie Lock-Hansen dels i armen, som havde hun søgt at værge for sig, da det første skud affyredes, og dels i brystet, det ene i hjerteregionen. Det sidste havde været øjeblikkeligt dræbende.
Lissi Christensen, som stadig var i husets kælder, hørte spektakel ovenpå og tænkte, at larmen måske kom fra familiens hund. Alligevel blev hun foruroliget over de høje smæld som også hørtes udenfor huset i nabolaget. Derfor var hun fra sin plads ved duplikatoren gået hen til trappen der førte op til hallen, hvor Irma Rasmussen og manden nu befandt sig.

 

Kriminalteknikker H. P. Rohbrandt tager gipsaftryk af fodspor i haven på Hestehavevej 2B.

Irma Frier Rasmussen. Billede fra Aarhus Stiftstidende.

En tyskproduceret Walther P-38 mage til mordvåbnet. Billede fra Aarhus Stiftstidende.

Irma Rasmussen syntes det var som om tiden stod stille det korte øjeblik hun kiggede imod pistolmundingen.
Men så pludselig var det, som om manden overfor hende langsomt sænkede våbenet nedover hendes hals, videre nedefter brystet og maven og så........mærkede hun, at benene sank under hende og hun faldt, ramt i underlivet af et pistolskud.
Hun var stadigvæk ved bevidsthed, da manden øjeblikket efter bøjede sig ned over hende og sagde: ”Nu skal De bare ligge ganske roligt".
Lissi Christensen hørte også manden tale fra sin placering ved opgangen til kældertrappen, og hun beskrev senere for politiet hans kultiverede rigsdanske diktion. Hun havde på det tidspunkt fornemmelsen af, at der var noget galt ovenpå, men samtidig kunne hun ikke få det til at passe med mandens rolige nærmest beroligende stemmeføring.
Efter mandens sidste ord til Irma Rasmussen skrævede han henover støvsugeren, som Marie Lock Hansen minuttet tidligere havde skubbet ind til siden, og forlod huset - nærmest som en skygge, fortalte Irma Rasmussen.

 

Den lille stikvej på Hestehavevej, kaldet "Hestehalen", en halv time efter mordet. Alt hvad Århus Politi kunne mønstre af kriminal- og ordensbetjente, blev kaldt ud til gerningsstedet. Rygtet om mordet bredte sig som en steppeild, og de første journalister havde fundet vej til Lock-Hansens hus. Huset skimtes øverst til højre i billedet.

Liget af Marie Lock-Hansen bæres ud ved "Hestehale"-indgangen af falckredderne Rene Feltmann og Knud Skovridder.

Irma Rasmussen kom sig efter nedskydningen efter et længere hospitalsophold. Hun var politiets absolutte kronvidne og i og for sig den eneste, der kunne fortælle politiet om, hvad der hændte på gerningsstedet. Hendes iagttagelser af hændelsesforløbet og af morderens udseende var forbløffende detaljerede. Alligevel havde politiet vanskeligt ved at trænge ind i sagen, fordi de manglede et motiv til mordet. Det stod snart klart for politiet, at denne sag var usædvanlig og i begyndelsen af efterforskningen var de fleste af den opfattelse, at mordet var begået af et utilregneligt psykotisk menneske.
Denne forestilling om tilfældighedernes spil skabte paniske scener i mange århusianske villakvarterer i vinteren 1967. Marie Lock-Hansen havde jo tilsyneladende været en ganske almindelig hjemmegående husmor som uden grund var blevet skudt ned i sit hjem. Efter nærmere analyser af morderens resolutte men besindige optræden på gerningsstedet, var politiet dog tilbøjelige til at mene, at mordet måtte være planlagt - men der manglede fortsat et motiv.

Forskellige rygtedannelser begyndte at tage form i de århusianske folkemunde. Disse kunne overvejende inddeles i 3 hovedkategorier.

SPIONAGE-MOTIVET

Det første rygte, tog udgangspunkt i Lock-Hansens naboskab til Søværnets Operative Kommando (SOK) og havde et spion-motiv. Ifølge dette skulle Marie Lock-Hansen på sine gåture i Kirkeskoven lige bag boligen have tappet oplysninger fra Søværnets sendemaster.
Disse rygter næredes af at politiet efter mordet fandt en kraftigt bygget hule i nærheden af en af sendemasterne. Hulen var så velkonstrueret at det næppe kunne være børns værk. Rygterne fik endnu mere vind i sejlene ved Marie Lock-Hansens regelmæssige og stilfærdige tilværelse. Man sagde at netop en sådan livsførelse lignede spionens indretning til dække over statsfjendtlige aktiviteter.

 

Ifølge samme rygter skulle morderen være en søofficer, som havde afsløret Marie Lock-Hansen i hendes spionaktiviteter. Et andet rygte kom fra en navngiven kilde, en tidligere sekretær ved Søværnets Operative Kommando, der med sikkerhed mente at kunne huske at hun tilbage i 1964 havde set Marie Lock-Hansen med en af stationens officerer gentagne gange. Et tredje rygte med forbindelse til Søværnet havde baggrund i Allan Vendeldorfs bog om mordet (”Hvad gjorde Marie?”, udgivet i 1997). Heri fortælles om et af de vidner som umiddelbart efter mordet skulle have set en mand på Hestehavevej svarende til Irma Rasmussens beskrivelse af morderen. Vidnet skulle angiveligt have mødt denne mand igen, i den efterfølgende tid i foyeren, i det daværende BP-hus på Europa Plads i Århus. Det interessante ved denne iagttagelse var, at Søværnet dengang havde et kontor i BP-huset. Iagttagelsen blev senere meldt til politiet (ifølge Allan Vendeldorf). Politiet tog alle iagttagelser yderst seriøst. Irma Rasmussen havde jo genkendt drabsmandens frakke som en frakke af militært tilsnit. Der var også noget ved drabsmandens adfærd på gerningsstedet, der kunne vidne om en militær baggrund. Hans sikre håndtering af våbnet, hans kontrollerede og resolutte optræden på gerningsstedet, og hans næsten umærkelige forsvinden, kunne vidne om en selvbeherskelse og en disciplin, der havde militært afsæt. Politiet efterforskede dette spor grundigt. Den tidligere sekretærs oplysninger blev sammenholdt med andre ansatte på marine-stationen i Højbjerg, men ingen havde set Marie Lock-Hansen i den forbindelse, og heller ikke den unavngivne søofficer hvis identitet forblev en gåde. Manden fra BP-huset blev heller aldrig fundet. Når dette rygte alligevel forblev så stærkt i årene efter mordet, må man huske, at dagordenen i verdenen dengang var koldkrig og spionage. I tidens aviser kunne man jævnligt læse om afsløring af spioner. Ikke lang tid før Højbjerg-mordet blev nogle af de såkaldte Cambridge-spioner afsløret i England, og på dansk grund var den østtyske spion Holm Haase blevet pågrebet. For sidstnævntes vedkommende var der et slags bindeled til Marie Lock-Hansen, idet Holm Haase i skovene ved Hundige syd for København havde et udvekslingssted for sine spionaktiviteter.

To dage efter mordet offentliggjorde Jyllands-Posten denne skitseagtige tegning af morderen. Senere fremstillede Århus Stiftstidendes tegner, Asger Muchitsch, en regulær fantom-tegning, som politiet ikke ønskede offentliggjort.

Marie og Oscar Lock-Hansen boede netop ved Hundige i et lånt sommerhus når Oscar fungerede som censor i København. Man vidste også, at Marie gik ture i dette området. Nogle måneder efter mordet blev rygtet med Holm Haase-forbindelsen så vedholdende , at daværende Justitsminister Knud Testrup måtte svare for sig i Folketinget. Her tilbageviste han enhver sammenhæng mellem Holm Haase og mordet på Marie Lock-Hansen under henvisning til, at man med sikkerhed vidste, at Holm Haase aldrig havde været i Århus.
Men hvor langt kunne politiet i virkeligheden komme i deres efterforskning hvis mordet havde baggrund i spionage, og hvis det danske efterretningsvæsen spillede en rolle i sagen.
Århus Stiftstidendes Poul Blak, spurgte i et interview kriminalkommisær Jørgen V. Iversen om dette forhold.
- Ville Den Danske Efterretningstjeneste ikke nægte at kende drabsmanden i Højbjergdrabssagen, selvom det modsatte faktisk var tilfældet?
Iversen svarede:
- Selvfølgelig ville de ikke det.
Poul Blak:
- Og hvis det nu viste sig, at Efterretningstjenesten vidste meget god besked med baggrunden for drabet, ville deres svar så ikke have været det samme.
- Jo, selvfølgelig, svarede Jørgen V. Iversen.

Den 12. november 1967 bragte Aarhus Stiftstidende denne illustration over forskellige bilers placering omkring gerningsstedet på tidspunktet for mordet. Århus Politi opgav at fremstille et kort over biler der var set i området omkring tidspunktet for mordet, da der var tale om hundredevis.

STIKKER-MOTIVET En anden kategori af rygter tog sit udgangspunkt i Danmarks besættelse under den 2. verdenskrig. Rygterne formedes da en ekspeditionssekretær på Århus Rådhus en dag havde studeret en bog af forfatteren Georg Andresen, med titlen"Århus under besættelsen". Her i, havde han fundet et fotografi af den berygtede Grethe Bartram, hvis stikkervirksomhed, havde sendt mindst et dusin danske modstandsfolk i koncentrationslejr i Tyskland. Sekretæren havde opholdt sig noget tid ved fotografiet, da han syntes at det lignede en kvinde, han nyligt havde set. Og med et slog det ham, at denne kvinde var Marie Lock-Hansen. Dernæst var tanken opstået, at Marie Lock-Hansen var blevet forvekslet med Grethe Bartram, og derfor ved en fejltagelse var blevet myrdet, måske af en person med tilknytning til modstandsbevægelsen. Han henvendte sig til politiet med sin teori, men Jørgen V. Iversen havde svært ved at få øje på den påståede lighed imellem de to kvinder. At teorien, trods skepsis fra politiets side, alligevel blev nøje efterprøvet skyldtes, at mordvåbenet var fra besættelsestiden,

og at måden drabet var udført på kunne minde om en af besættelsestidens stikkerlikvideringer.
Mange tidligere medlemmer af diverse modstandsgrupper blev taget ind til politiafhøring, men ingen af disse kunne sættes i forbindelse med mordet. Marie Lock-Hansens eventuelle aktiviteter under 2.verdenskrig blev også grundigt undersøgt, men politiet fandt intet.

 

Grethe Bartram var efter krigen blevet idømt dødsstraf for sine aktiviter under besættelsen. Hun blev dog benådiget og efter en række år i fængsel, blev hun i midten af halvtredserne løsladt. Siden har hun levet i exil i Sverige under et nyt navn. Et mindre vedholdende rygte drejede sig om en forveksling med den svenske dobbeltagent Jane Horney, men det forstummede hurtigt igen, da tidligere medlemmer af modstandsbevægelsen forsikrede, at hun blev likvideret på Øresund under 2.verdenskrig.

Grethe Bartram og Marie Lock-Hansen.

Den århusianske forfatter Anders Johansen har i sin bog "Århus ret og vrang" (udgivet i 1984) skrevet om mordet på Marie Lock-Hansen ud fra forestillingen om denne forvekslingsteori med rødder tilbage til besættelsestiden.

ELSKERINDE-MOTIVET

Det tredje rygte om mordets baggrund havde et seksuelt motiv, og her ville rygterne næsten ingen ende tage. Det forlød således, at Marie Lock-Hansen var set næsten samtlige steder i det århusianske natteliv uden sin mand, fra Reginas Bar (Cosy Corner) til Restaurant Ambassadeur.
I den anledning fik politiet masser af falske tilståelser og anmeldelser. F.eks påstod en 30-årig mand, at han gentagne gange havde haft sex med Marie Lock-Hansen i Marselisborgskovene. Det viste sig dog, at han var blandt de mindre komplicerede rygtespredere da det snart stod klart, at han havde siddet i fængsel på de tidspunkter hvor disse aktiviteter skulle have fundet sted.

En illustration fra Nordisk Kriminalreportage, 1988, fra Preben Nibes gennemgang af sagen. Denne noget "romanblads-agtige" illustration vises i sammenhæng med omtalen af de forskellige rygtedannelser der opstod omkring baggrunden for mordet.

Mere vedholdende var rygtet om, at Marie havde en elsker. Enkelte skovvandrere var endda sikre på, at de have mødt Marie Lock-Hansen i skoven med en fremmed mand. I modsætning til mange af de andre rygter som politiet mere eller mindre kunne tilbagevise, var dette rygte svært at håndtere. Marie Lock-Hansen var nemlig en meget distancerende person, som holdt alle tre skridt fra livet. Dette berettede samtlige af familiens venner og bekendte. Hun talte tilsyneladende aldrig med nogen om dybere følelser og tanker. Derudover var hun en meget omsværmet kvinde. Ud fra de fotografier dagspressen i tiden efter mordet offentliggjorde af hende, kan man få et indtryk af hendes udseende og personlighed. Oscar Lock-Hansen fortalte politiet om en episode der havde udspillet sig tidligere i 1967.

Han og Marie havde været til fest på en lystgård hvor en 56-årig mand fra Hobro-egnen havde lagt an på Marie. Han havde været meget nærgående, og havde efter festen ringet hjem til Marie og spurgt, om han måtte komme og besøge hende på et tidspunkt, hvor Oscar ikke var hjemme. Marie havde afslået mandens tilbud, og havde bagefter fortalt Oscar om episoden.
Politiet fandt frem til manden og viste Irma Rasmussen et foto af ham, men det var ikke ham hun havde stået ansigt til ansigt med den 10. november.
Politiet kom til den konklusion, at de simpelthen ikke kunne komme videre i forhold til dette motivbillede.

Hvis du har haft en oplevelse i relation til sagen, eller har gjort dig nogle overvejelser om mordet på Marie- Lock-Hansen, er du velkommen til at skrive til os på info@clemensantikvariat.dk.